Sådan væver du et vægtæppe – den ultimative begynderguide

Sådan væver du et vægtæppe – den ultimative begynderguide

Hvordan væver man? Kig med her, jeg har lavet den ultimative begynder guide til dig. Her finder du alt, du skal vide før, under og efter dit projekt.


Jeg er begyndt at væve, og jeg elsker det. Det er en skøn måde at bruge sine garnrester på og samtidig skabe noget smukt. Det er som at tegne med garnet og skabe nye billeder og udtryk. Vævning er bestemt ikke et hurtigt håndværk, så vil du se hurtige resultater, så vil jeg råde dig til at finde på noget andet.

Har du stadig mod på at kaste dig ud i håndværket, så er der god grund til at læse min begynderguide. Den dækker alle de spørgsmål jeg havde, da jeg selv gik i gang med at væve. Jeg er selvlært, og ved derfor ikke alt om vævning. Jeg føler mig dog ret godt rustet og igennem hele min proces, har jeg brugt min absolutte yndlings “krea-håndbog” – The Craft Companion.

Kom i gang med at væve - Den store begynderguide til vævning

Før du går i gang:

Før du kaster dig ud i kunst at væve, så skal du have fat i nogle forskellige materialer. Det behøver ikke være dyrt at starte op, men du er nødt til at have fat i det mest basale. (Indeholder reklamelinks)

  • En god væv – Hos CCHobby har de forskellige typer. Der er en lidt dyrere væv (dog stadig til at betale), som findes i tre forskellige størrelser. Derudover har de et billigt alternativ, som også findes i tre størrelser. Jeg anbefaler, uanset hvilken væv du køber, at købe den største, så kan du bedre variere i størrelsen.
  • Garn til at væve med – I bund og grund kan du væve med ret mange forskellige materialer. Jeg forslår at du starter med noget tykt uldgarn. og måske mixer det med XL garn. Hvis du har nogle garnrester er det perfekt. Du kan også bruge stofrester, lædersnor eller græsstrå(!) Garnet jeg har brugt i videoerne nedenfor er Mayflowers Easy Care BIG.
  • Bomuldsgarn til selve væven – Det er den snor du ligesom væver omkring. Her er en tynd bomuldsgarn fin. Jeg har prøvet både med Søstrene Grenes og Mayflowers og de er begge gode.
  • En stoppenål – Find en med et stort øje, så dit tykke uldgarn nemt kan komme igennem. Den skal hjælpe dig med at få garnet over og under snoren på væven. Man kan også bruge det der hedder en skytte, men jeg synes kun de er gode, hvis du har en væv der hæver hveranden snor (som på denne). En stoppenål gør det lige så godt, og er nemmere når du skal lave detaljer.
  • En kam eller gaffel – når du har vævet en række eller to, så skal de rykkes på plads, her kan du enten bruge en kam eller en gaffel.

Inden du tråder nålen og kaster dig ud i dit første vævet vægtæppe, kan det være en god ide at lægge en plan. Find nogle flotte farvekombinationer, som du vil bruge, vælg gerne forskellige garnkvaliteter og tykkelser. Tænk også over, hvor du vil hen. Hvordan skal dit billede se ud? Mangler du inspiration, kan du kigge forbi min Pinterest, her har jeg samlet forskellige ideer til vævning.

Sådan starter du.

Det allerførste du skal have klaret er at tråde din væv. Det kan være lidt forskelligt, hvordan du gør alt efter, hvilken væv du har. Men langt hen ad vejen er det, det samme du skal gøre.

Jeg starter altid med at væve en række med den teknik, det der hedder hitch knot. Denne teknik låser og sørger for at dit værk ikke går op eller glider ned med tiden. Det kan også være en god ide at afslutte dit værk med denne teknik. Se i videoen, hvordan du væver hitch knot.

Når væven er trådet skal du i gang med dit vægtæppe. Du kan sådan set godt starte midt på din væv, hvis du f.eks. ved du vil have en cirkel elle trekant her, men det ender sjældent helt godt. Derfor anbefaler jeg, at du starter i bunden og laver en slags base. Derefter kan du sagtens lave en cirkel og, vente med at væve op omkring cirkel til sidst. Her kan en skitse af dit værk være en fordel. HUSK ikke at væve helt op eller ned til kanten af væven, men hav ca. 6-7 cm fri i bund og top.

Basis teknikker – begynderguide.

Jeg har samlet lidt basisteknikker, som er gode at kende når du skal igang med at væve. Der findes mange forskellige teknikker, men med disse er du ret godt med.

Start – lås tråden.

Når jeg starter på en ny tråd, uanset om det er helt i starten, en ny farve, eller jeg bare er løbet tør, så sørger jeg altid for at låse snoren. Jeg låser snoren ved at stikke nålen op bagfra samme sted som jeg stoppede. Herefter væve jeg en gang baglæns, og sørger for at stikke nålen under to strenge, så passer mønsteret (over, under, over).

Basis

Den helt basic måde at væve på er at føre snoren over en, under en, over en, under en… osv. Dette kan varieres på flere måder, så du danner et mønster. F.eks. kan du gå under to, over to, under to… osv.

Soumak

Denne teknik får det til at se ud som om du har flettet snoren. Jeg bruger oftest denne teknik med tykt garn f.eks. XL garn. Teknikken er super simpel, og alt du skal gøre er at væve baglæns. Du stikker nålen ind fra den modsatte side af, hvad du vil gøre. Så når du væver fra venstre mod højre, stikker du nålen ind fra højre side af snoren. Og modsat den anden vej.

Rya + frynser

Denne teknik kan du bruge, når du f.eks. skal lave frynserne nederst. Du kan også bruge den løbende og vælge at klippe snoren kort, så det bliver mere rya agtig eller lade dem være lange som en kvast eller frynser.

Træk snoren op på hver side af to strenge. Så trækker du snoren op imellem de to strenge, så du ligesom har en løkke. Træk nu de lange ender igennem løkken.

Skarpt farveskift (interlocking)

Når du skal skifte farve eller væve op til et mønster, så kan du gøre det, at du ligesom væver trådene sammen. Du væver altså op til den modsatte snor og trækker snoren igennem den vend-maske der er, så vender du bare og væver tilbage igen.

Afslutning

Når dit projekt er færdigt er det tid til at tage det af væven. Tag det forsigtigt af eller klip trådene i bund og top. Sørg for at du har tråd nok til at sy det fast på bagsiden.

Nu kommer det kedelige af arbejdet. ALLE tråde på bagsiden skal hæftes. Det gør du ved at sy tråden fast. men sy ikke helt igenne. Du skal helst ikke kunne det set på forsiden.

Related Post



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


Translate »
Read more:
Status på mine to hæklede tæpper.

Lige for tiden har jeg gang i to hæklede tæpper. Det er to meget forskellige tæpper både i måden jeg hækler...

Close