Historien bag Flair – Hvorfor blev Flair skabt?

Historien bag Flair – Hvorfor blev Flair skabt?

Hvorfor blev Flair skabt, og hvorfor hedder hun overhovedet Flair? Tag med på min kreative rejse igennem fortiden, nutiden og forhåbentlig fremtiden.


Jeg har altid været kreativ på den ene eller anden måde. Der er gennem årene blevet pudset til, skiftet ud og prøvet af. Jeg har altid været nysgerrig på min egen og andres kreativitet. For mig har det altid været en måde at fortælle, hvem jeg var og er på.

Min kreative hverdag.

Lige nu fylder min kreativitet ALT. Den er med i alt, hvad jeg gør, og spiller en stor og vigtig rolle i min hverdag. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke laver noget kreativt. Om det så er tankerne, der bliver skrevet ned med følsomme og krøllede sætninger, eller det er med strikketøjet foran fjernsynet. Det fylder ikke lige meget hver dag, men det skal det heller ikke nødvendigvis.

Da jeg arbejdede på højskolen var jeg omgivet af kreativitet hele dagen. Eleverne, mine kollegaer og værksteder. Også i min egen undervisning kunne jeg inddrage min kreativitet, for at gøre grammatik lettere at forstå. Det kunne være når jeg skulle forklare forskellen på hans/sin eller han/hun.

Det er klart, at jeg som single og uden børn har en del MIG tid, jeg kan fylde med kreative projekter. Især nu hvor jeg er blevet arbejdsløs. Det sker dog, at der i perioder dukker et andet menneske op, som flytter lidt på mine prioriteter. Alligevel finder jeg tid til at være kreativ, for jeg prioriterer det. Nogle perioder meget og andre perioder knap så meget.

Min kreative rejse.

Som barn var det tegninger og malebøger, som optog mig. Jeg tegnede tøj til mine påklædningsdukker og drømte om at blive modedesigner. Jeg supplerede med perleplader og ikke mindst papirklip. Jeg kunne sortere perler i flere timer, og lave perleplader med min kusine en hel dag. Jeg husker at tiden altid løb stærkt, når jeg var kreativ. Det var her, hvor jeg fandt ro og glæde.

Senere blev jeg interesseret i det mere provokerende og mystiske bl.a. det univers som Michael Kvium eller Paul McCarthy skabte. Samtidig blev jeg optaget af digte, noveller og kunsten at udtrykke mig i ord, og forelskede mig samtidig  i Naja Marie Aidt og Michael Strunge. Jeg har altid haft et rigt indre liv fyldt med mange tanker (det ligger vidst til vandmænd). Som teenager havde jeg svært ved at håndtere det. Mine talte ord slog ikke rigtig til, og jeg oplevede også at omverdenen ikke altid forstod mig. Så jeg skrev, for så havde mine tanker “lov til” at være mærkelige og svære at forstå. Det var provokerende, mystisk og nært. Det var voldsomt og samtidig enormt blidt. Jeg kan huske, at jeg omkring 9. klasse havde det svært. Jeg kunne ikke fortælle min lærer det, så jeg skrev en novelle eller noget kortprosa og lagde ved en stil. Hun hørte (læste) mit råb om hjælp, og pludselig forstod jeg, hvilken magt ord havde. Hvilken magt jeg havde med det skrevne ord.

Jeg skriver stadig, men knap så poetisk og provokerende som dengang. Nu er det mere for at tømme hovedet. Når mit indre liv og følelser bliver for uudholdelige, så skriver jeg tankerne og følelserne ned i mine notesbøger. Det her digt er skrevet, da jeg var omkring 18 år i en dansktime på Hf.

Sex, og så videre…
Vi er som små organiske maskiner
Der danser glade rundt i nætternes elektroniske larm
Dagligdagens kaos er sendt på rejse til et fjernt sted
Ingen kender til
Vi lader ensomhedens blinde hånd
Omfavne vores liderlige hjerter
Mens unge ukendte mænd befamler vores lydige lår
Dækket af stof og tyl
Som smelter sammen til en grotesk masse af tråd
Og skjuler vores fødder
Vi kaster vores anker i land
Og elsker dem der elskes vil

Mens jeg læste til lærer malede jeg meget med akrylmaling på læreder. Jeg gemte min skrevne ord væk, og fik afløb for alle mine tanker igennem pensler og akryl maling. Jeg blev aldrig rigtig god til det, og blev enormt frustreret. Så kom jeg på højskole og blev ansat som lærer. Her fandt jeg en ro, som jeg ikke havde haft i mange år. I den ro kom Flair til verden, og jeg fandt endelig et holdested til min kreativitet. En mening med den, kan man sige.

Nu er jeg optaget af det hele! Jeg elsker at dele min kreativitet og gøre noget målrettet med den. Den er basen for mine drømme og nøglen til min fremtid. Lige nu står og falder det ved, om jeg “tør” dreje nøglen og åbne døren.

Hvorfor Flair?

Flair betyder ‘naturligt talent’, og det mener jeg, at jeg har. Et naturligt talent for at tænke og arbejde kreativt. Flair er mit hjertebarn, hun er min kreative kanal og mit talerør. Hun er en måde hvorpå min kreativitet giver mere mening, og hvor det hele ligesom samler sig. Hun er min håndsrækning til jer. Den hjælpende hånd, som jeg ikke kan lade være med at give, og som betyder meget for mig at give. Jeg er så enormt taknemmelig for alle jer der læser med. I er med til at holde Flair i live og får hende til at vokse sig stor og stærk.

Jeg ønsker for Flair at hun kan blive en del af min levevej, at hun kan hjælpe eller inspirere flere til nye kreative projekter. Flair rummer meget mere end bare en plads i mit kreativt hjerte, med hende vil jeg gerne dele ud af mig selv og tankerne om det gode liv. Hvad end det gode liv så er?

I dette kreative univers er der plads til alt og alle, så længe det giver mening for mig.

Related Post



2 thoughts on “Historien bag Flair – Hvorfor blev Flair skabt?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


Translate »
Read more:
Evolve – Økologisk hudpleje

Med Evolve Organic Beauty får du en skøn økologisk og vegansk hudplejeserie, som passer på din hud og miljøet. Læs...

Close